En god historie …

Hvordan det viser sig, at jeg har mange af de samme (sjove) vaner som min mor.

Min mor Tove bor på Bryghuset (demensbyen)  Svendborg og er flyttet fra Marbella i Spanien sidste august, hvor min kone Anette og jeg fløj til Spanien og holdt lidt ferie, men hovedformålet var faktisk at få Tove med tilbage fra Marbella til Danmark, fordi hun ikke ret godt kunne klare sig selv “alene” i Spanien. Min mor kørte også ind i en bus i Spanien, men det må blive en anden god historie (ingen kom noget til andet end bussen og min mors Jaguar. Det gik temmeligt meget mere ud over Jaguaren end bussen).

Nå, men min mor har det faktisk meget godt med at bo på bryghuset og vandrer selv ned til Svendborg centrum, blandt andet for at købe Whisky når hun er løbet tør for det.

Når Anette og jeg så er forbi for at besøge min mor så er det meget tit – næsten hver gang – at min mor kommenterer det, som hun ser ud ad vinduet. “Nej, det er helt vildt så meget det blæser i det. Heldigvis det ikke har blæst så meget de sidste par dage.” Og sætning nr. 2 er så lidt uanset om det lige har været århundredets størtste storm eller det har været helt vindstille. Min mor er ret skarp mentalt men en af de primære årsager til, at hun er på Bryghuset er jo at hendes hukommelse er ret elendig. Nogle ting kan min mor godt huske. Det med Whisky’en, det har hun sku’ ikke glemt. Men at min lillebror Claus var ved at stille træskoene sidste år. Det kan hun ikke huske. Hun er blevet lige overrasket og chokeret hver gang min lillebror i telefonen har nævnt at han jo var lige ved at dø. Nu har han vist opgivet at (gen)fortælle det …

Nå, men det jeg ville pointere var egentlig, at uanset det er vind, regn, sol, en større samling fugle i min mors lokale kæmpe egentræ (det udenfor hendes vindue), så er det meget hendes umiddelbare synindtryk, der er emnet for “samtalen”.

Det kan så være mere eller mindre (tragi)-komisk MEN det har fået mig til at tænke på, at jeg i virkeligheden gør noget af det samme. Jeg reagerer også på mange af de synsindtryk jeg får. Navne på virksomheder eller sjove tekster på skilte er da noget, som jeg “læser op for mig selv” eller “staver for mig selv” eller gør, at jeg siger til mig selv “Kvickly” – “Nå ja, jeg skal da også huske lige at lede efter den der smarte proptrækker, en af mine venner fortalte mig om.”

Så min mors demens eller ej, vi har nok alligevel nogle af de samme mønstre. Tankevækkende!

Alex