Lidt eksistentielle tanker fra Sydfyn

Min lillebror Claus skrev mig en email for cirka 2 uger siden. Titlen “Hejsa, muligvis en vigtig email” virker ret harmløs, så var der en linje, som forklarede, at det var nemmere med resten på engelsk da der var nogle fagudtryk, som var nemmere for ham at formulere på engelsk. Så står der så – “Nå, men sidste uge var jeg lige ved at dø!”. WTF!!!

OK, den er så ikke spor harmløs denne her email! Mener han i overført forstand? Nej, nej, HELT bogstavligt! Claus var blevet lidt mere forpustet og stakåndet på det seneste, og ind imellem havde han smerter omkring brystkassen, som ret hurtigt forsvandt igen. Han havde booket en tid hos sin læge for at blive checket. Lægen måler blodtryk, snakker lidt med ham og booker en tid til at han kan få lavet en form for stress test, hvor han skal have elektroder på af diverse art mens han skal løbe på et løbebånd. Den der test er så et par dage senere. om formiddagen er Claus så på arbejde og løber op ad trappen op til sit kontor.

Arrrgh det var så lidt voldsomt anstrengende, men hvad pokker! Senere på dagen er han til denne her stress-test, som han får lov at lave i cirka 30 sekunder. Så beder lægen ham om at stoppe, ringer efter en ambulance og piller alle de her elektroder af. Så bliver han kørt – babu, babu, på hospitalet, hvor de laver et scan af brystkassen med kontrastvæske og ser, at hans hjertehovedpulsåre er 95 % “kalket” til med fedt. De mener, at det var helt usandsynligt heldigt, at han ikke gav sig selv et seriøst hjerteanfald ved at løbe op ad trapperne tidligere på dagen. “… i sidste uge var jeg lige ved at dø” var faktisk helt sandt. Pyha, skræmmende tanke!

Min lillebror blev opereret, fik fjernet “forkalkningen”, indsat en “stent” og ud over at være på 20 forskellig slags grum medicin )siger han selv), har det fint og bliver nu ikke spor forpustet!

De vigtige ting…

Hvad der gør det måske endnu mere skræmmende er, at Claus og hans kone Neta har et ret stort motionsrum, som Claus benytter ret flittigt, så han er i temmelig god form – hvilken man jo skulle tro mindskede sandsynligheden for at få hjerteproblemer, og sundhedsproblemer i det hele taget.

Claus mener så også, at jeg muligvis burde overveje at blive checket, just in case, da han jo ingen anelse havde om, at han “sidste uge var lige ved at dø”.

Jeg syntes at det mest skræmmende og tankevækkende er, at det ene øjeblik var alt OK og normalt hos Claus, og det næste øjeblik var det “den uge jeg var lige ved at dø”.

Måske det er vigtigere at huske de vigtige ting, hvad de så end måtte være, ting som vi ikke får sagt eller gjort, drømme som vi udskyder, for lige pludselig er det måske “den uge jeg var lige ved at dø” eller ligefrem “den uge jeg døde”.

Knus Alex Langfred